Angels In America

Resume og anmeldelse:

Angels In America er en uhyre kontroversiel mineserie, produceret af HBO på baggrund af teaterstykket af samme navn.

Angels fortæller om et USA under forandring i 80erne. Hovedpersonerne, der spilles af prominente skuespillere som Al Pacino, Meryl Streep og Emma Thompson, har alle tragiske historier. Homoseksualitet, AIDS og tro er blot nogle af de store emner, som kultserien Angels In America bearbejder. Roy (Al Pacino) er AIDS-ramt bøsse, der ikke tør komme ud af skabet, fordi han ikke vil miste sin magtfulde position i samfundet. Joe er også bøsse, men forsøger at undertrykke det, fordi han er mormon og ikke mindst gift. Det kærlighedsløse ægteskab har drevet konen Harper ud i et pillemisbrug, hvor hun konstant svæver mellem virkelighed og hallucination. Parret Prior og Luis er i opløsning, da Prior får AIDS og Luis finder sig selv i en konflikt mellem kærligheden og sygdommen.

Serien har bevidst valgt at bevare de teatralske virkemidler, når grænsen mellem virkelighed og fantasi overskrides. Det fungerer. Det samme må siges om skuespillet, der er dybt troværdigt. Angels in America er på mange måder en melankolsk miniserie, idet emnerne serien tager op, er så alvorlige. Når der er humor, er det en sort, nærmest morbid humor, som rammer sømmet lige på hovedet. Det jeg var mest imponeret over, da jeg så serien første gang, var manuskriptet, mere specifikt dialogerne. De er simpelthen uden sammenligning, og de gør, at man følger dybt koncentreret med fra start til slut.

Angels In America er en barsk, kontroversiel fortælling, som ikke rigtig ligner noget andet. Det er en serie, der sidder i baghovedet flere dage efter, man har set den, og den derfor kan varmt anbefales.
© 2012 Affirmation: Gay and Lesbian Mormons
www.affirmation.org